Af Lotte Faldt Jensen
Jeg troede jeg skulle holde alt, som jeg kunne, hemmeligt. Så måske blir det her også en hemmelig blog.
Ind imellem møder man folk, som skubber til én. Jeg er ellers den, der er bedst til at skubbe. Men nogen skubbede og bad mig lave en blog.
Jeg aner ik, hvad en blog er, og om nogen gider læse den, og om der er forventninger til min blog. Min egen forventning er, at alt er ok, og alt er, som det skal være. Hvis nogen har brug for, at jeg skal lave en blog, så er det fordi, verden mangler en blog, som er håbløs og fuld af stavefejl og med et twist af løbsk tale og løbske tanker. Og hvis der er regler for en blog, så bliver de helt sikkert brudt her. De søde mennesker, som har efterspurgt en blog, sir, jeg bare skal skrive mine tanker, og dem er der mange af. I dag handler det om min hemmelige overbevisning.
Overbevisninger er noget af det stærkeste, vi har. Vi lever efter vores overbevisninger, og vi holder krampagtigt fast i dem. Vi prøver hver dag på at overbevise os selv og somme tider andre om, at de er rigtige. Vi er ikke rigtig bevidste om, at de er der, og alligevel er vi aldrig i tvivl om, at vi f.eks. ikke er gode nok, eller at andre ikke kan lide os, eller at hele verden er imod os. Vi kan gemme det bag noget andet, men når alt andet er væk, er der kun det. JEG ER IKKE GO NOK eller en anden overbevisning.
Jeg har rigtig mange uddannelser og ved rigtig meget om mange ting, men det skilter jeg ikke med, eller det gjorde jeg i hvert fald ikke. Det var min hemmelighed, fordi når nogen så fandt ud af det, og de evt. kunne bruge mig eller det, jeg kunne, til noget, så måtte det betyde, at jeg var go nok. Selvom overbevisningen hed noget andet.
Så hvad hed min overbevisning egentlig? Det er lidt fjernt, for jeg har arbejdet meget med den. Hed den: ‘Det er andre, der bestemmer, hvem der er goe nok’? Eller: ‘Jeg er ikke go nok’? Eller hed den: ‘Jeg er go nok, men det må de andre ikke vide’?
Et er sikkert, det handlede om selvværd. Og jeg har ikke løst det helt endnu… jeg er blevet mega god til at stå på hovedet, men hvis nogen, som, jeg syns, er gode nok, siger, jeg er go, så vælter jeg. Det er kun sket to gange, men jeg slog mig, og det er lige der, jeg skærper min opmærksomhed.
Så måske, når jeg slår min ankel (som i METAsundhed handler om retning i livet) i et fald fra hovedstand på et SUPboard, er jeg på vej i den rigtige retning. Måske er jeg go nok, måske er jeg ligefrem dygtig, måske må tykke trunter gerne være gode til yoga. Måske må jeg gerne føre alle de ideer, jeg har, ud i livet. Måske blir denne blog ikke en hemmelighed, men det var de andres ide…