BLOG OM AT VÆRE ALENE

I 2019 tog min mand sit eget liv…

I 2016 sad jeg i en 15 timer lang meditation. De, der kender mig, ved, at dét har været udfordrende! I de første 2 timer var jeg irriteret, jeg syntes, jeg spildte min tid. Efter 6 timer var jeg det ensomste menneske i verden. Jeg var dér, hvor der ikke var nogen lag til at beskytte mig. Eller det var i hvert fald den fornemmelse, jeg havde. Jeg var nødt til enten at blive i det og undersøge det eller gå og ikke se derind igen. Jeg blev, og jeg var skræmt. Skræmt af de dybe følelser, vi kan skjule for os selv. Jeg var skræmt over, hvor ked af det jeg var, helt derinde. Skræmt fordi det, jeg var ked af, var ensomhed. Fordi det menneske, jeg elskede mest, lukkede sig væk fra mig og fra os. Det gjorde ondt, fordi lige præcis dét menneske mange år forinden havde været en trøst for mig, i det der før havde været ensomt.

Nu er jeg ensom igen, selvom der hele tiden er folk, der vil hjælpe mig. De hjælper, fordi min situation er umulig at bære selv.

Ensomheden har været der hele tiden, men jeg har lukket verden ind, fordi jeg ikke kunne være der alene. Jeg er dybt taknemmelig, men ved nu mere end nogen sinde, at den healing kommer og skal komme inde fra mig selv. Ligesom jeg ville ønske, at jeg havde givet slip på et andet menneskes healing. Vi kan hjælpe hinanden på vej, men vi kan ikke leve en andens liv og heale deres ting. I kærlighed kan vi hjælpe hinanden, dog skal vi ville det selv. Jeg vil leve, og jeg vil få det bedste ud af mit liv, men lige nu er jeg ked af det, og ensom, og det er okay.

Min mormor har lært mig, at vi ikke kan træffe forkerte beslutninger, når de beslutninger, vi træffer, er truffet i kærlighed. Min mand tog sit eget liv i kærlighed til mig og vores piger. Hvis det var den rigtige fremtid for ham, skal det osse være den rigtige fremtid for os. Det at sige farvel, er somme tider en anden måde at sige jeg elsker dig på.

I min mands brev til mig skrev han: “Jeg har givet dig alt, mit liv, min kærlighed, min sjæl og mit hjerte.” For mange er det romantisk. For min mand var det alvor. For mig er det smertefuldt, for det er imod det, jeg tror på. Jeg har sagt så mange gange, at man skal leve sit liv for sig selv. Man skal elske sig selv og være glad for det, man har, og så kæmpe for det man ønsker sig, og dele det med dem man elsker.

Min mand ville ikke kæmpe for sig selv, og dét gjorde mig ensom. Men det må også komme af ensomhed i ham. Han var den eneste, der ikke kunne se det gode i ham selv. Han kunne se det gode i mig og vores piger, det meste andet var sort. Den eneste lykke, der var i hans liv, var, når han kunne gøre os glade. Men det var en ulige kamp, for hvem kan være lykkelig, når det menneske, man elsker, hader livet.

Det eneste, der var sværere end at blive, var at gå.

I mange år er der prøvet mange ting. I mit arbejde som terapeut bliver jeg mødt med og møder andre med, at vi ikke kan ændre andre mennesker, men kun os selv. Jeg har prøvet mange ting, og ofte er jeg stødt på, at det, jeg ønskede mig mest, var, at Peter kunne blive lykkelig, så han kunne se det, vi havde. Det kunne jeg ikke præstere, så jeg måtte arbejde på at være i det. Han målte sin lykke i mig, og jeg blev mere og mere ked af det. Dette på trods af at han gjorde alt, hvad han kunne forestille sig kunne glæde mig – men uden at lytte og observere. Uden at ville/kunne bryde ud af det fængsel, som gjorde ham ude af stand til at elske sig selv og sit eget liv. Ofte kunne han lægge sig til at sove, og den sidste tanke var: “Det ville være ok ikke at vågne op igen.” Og somme tider kunne han sige det højt.

Skal man leve sammen ulykkelige, men være lykkelige for ikke at være uden hinanden?

Hvis en klient spurgte mig om dette i terapi, ville jeg sige, at selvfølgelig skal man ikke det. Vi er alle ansvarlige for os selv og vores egen lykke. Men lige nu føles det som om, alternativet er værre for mig. Jeg havde gjort det til mit ansvar, om min mand var lykkelig, men fandt ud af, at dette var en fejl. At det var hans eget ansvar.

I de sidste 3 år arbejdede jeg på at give ham dét ansvar tilbage, og jeg syntes, det gik godt. Indtil jeg fandt ud af, at det ansvar ville han bruge til ikke at leve, og der var det desværre for sent.

Er det bare forandringen, vi er bange for, eller er det vores egen dom?

Min grundholdning er, at forandringer er gode, og vi skal få det bedste ud af alting. Den overbevisning arbejder jeg på at fastholde hver dag. Min mand var overbevist om, at hans liv ikke var noget værd, og det holdt han stædigt fast i.

Universet prøver os af, giver os ting, som vi kan udvikle os af. Jeg synes ofte, at universet har været lige gavmild nok i denne sag. Men jeg vil stædigt holde fast i min overbevisning. Og den bliver testet hver eneste dag.

Vi er vores egne værste dommere. Ligemeget hvor meget grimt man kan høre fra andre mennesker, er jeg overbevist om, at der ikke er et eneste menneske, der har dømt min mand hårdere, end han dømte sig selv. Og lige meget hvad, er der ikke nogen, der kan sige noget grimmere, end noget jeg selv har afprøvet inde i mit eget hoved. Jeg har tænkt det hele, men holder fast i min overbevisning om at få det bedste ud af alting. Og så håber jeg, at universet vil være gavmild med at vise en vej ud af ensomheden, for vejen er jo inde i mig. Og alle hjælper, og måske bliver vejen tydeligere, hver gang vi vågner. Det er i hvert fald mit håb og løfte til mig selv. Jeg tror, vi kan føle os ensomme sammen med mennesker, men jeg tror også, at vi kan være alene uden at føle os ensomme.

Ensomhed er jo bare et tomrum, som skal fyldes ud.